Bestanden af gråsæler i Østersøen er de senere år gået voldsomt frem. Med sig i maven har sælerne blinde passagerer, som også rammer torsken. Det er orm, som hvis æg sælerne spreder i havmiljøet via deres afføring. Æggene bliver spist af smådyr, som igen bliver spist af torsk, der derved bliver vært for to orm, der for den enes vedkommende sætter sig i torskens kød og for den andens vedkommende i torskens lever. Antallet af orm i torskene er et sikkert fingerpeg, om hvor stort sælproblemet er.
– Undersøgelser af orm i torsk giver en helt klar indikation på problemets størrelse. Det er et objektivt spejlbillede af, at sælerne er til stede, siger professor Kurt Buchmann fra Københavns Universitet. Han mener, at antallet af orm er god dokumentation over for dem, der er tvivlende overfor sælernes reele tilstedeværelse i Østersøen. I 1980erne var orm et nærmest ukendt fænomen i torsk. Nu er der orm i stort set alle torsk fra den østlige Østersø.
Källa: dkfisk 13.11.2014