Den norske fiskeindustri har kronede dage. I 2015 blev rekorden fra 2014 således slået – værdien af den samlede fiskeeksport fra Norge nåede således op på svimlende 74,5 milliarder norske kroner – det svarer til knap 58 milliarder danske kroner.
Det er otte procent mere end det hidtidige rekordår fra 2014, og rekorden skal ses i lyset af, at Norge – på lige fod med EU – har været forhindret i at eksportere bl.a. laks til det store russiske marked.
– I et år med handelshindringer på flere markeder og et importstop i Rusland blev resultatet bedre end forventet. En svag krone i kombination med en god efterspørgsel på specielt ferske fiskeprodukter bidrog til en ny eksportrekord for norsk ”sjømat”, siger den administrerende direktør for Norges Sjømatråd, Terje E. Martinussen.
Det er ikke uventet fortsat eksporten af laks og ørred, der er det helt store slagnummer fra Norge. De to arter – der er tale om opdræt – henter alene eksportindtægter til Norge for over 50 milliarder norske kroner. Det er en stigning på mere end otte procent i forhold til 2014, skriver Norges Sjømatråd.
Källa: dk.fisk 7.1.2015