Energistyrelsens indledende beregninger viser, at lækagerne fra Nord Stream 1 og 2 i værste fald udleder ca. 778 millioner standardkubikmeter naturgas. Det kan omregnes til en drivhusgasudledning på ca. 14,6 millioner ton CO2-ækvivalent (CO2e). Til sammenligning var den samlede danske udledning i 2020 på ca. 45 millioner ton CO2e. Udledningen svarer dermed til ca. 32 procent af Danmarks årlige CO2e-udledning.

Nord Stream AG har oplyst Energistyrelsen, at der har været 300 mio. standard-kubikmeter naturgas i hvert af de to rør i Nord Stream 1, hvor der er konstateret læk. Nord Stream 2 AG har derudover oplyst, at der har været 178 mio. standard-kubikmeter naturgas i det Nord Stream 2 rør, hvor der er konstateret læk.

Lækagen fra de tre rør er i internationalt farvand. Lækagen fra det ene Nord Stream 1 rør samt lækagen på Nord Stream 2 røret ligger inden for den danske eksklusive økonomiske zone (EØZ), mens lækagen fra det andet Nord Stream 1 rør ligger i den svenske eksklusive økonomiske zone.

De relevante myndigheder koordinerer den videre indsats. Energistyrelsen opdaterer løbende om situationen. 

Källa: Energistyrelsen DK 28.9.2022