Affald i havet og langs vores kyster er et stigende problem. På Folkemødet på Bornholm præsenterede Plastindustrien i Danmark et bud på en del af løsningen: Et specialdesignet affaldstrawl. Tanken er, at fiskerne udover fisk også kan fiske affald i udvalgte hotspots. Fiskerne er positive.
Til Folkemødet kastede Plastindustrien fredag eftermiddag 200 svanemærkede legetøjsbåde i Allinge Havn. Bådene var et symbol på den stigende mængde affald, der finder vej til havene rundt omkring i verden. Som et bud på en del af løsningen på problemet præsenterede Plastindustrien et særligt udviklet affaldstrawl, der med hjælp fra lokale fiskere trawlede de mange både op igen.
”Først og fremmest gør vi det her, fordi vi gerne vil sætte fokus på det store problem, det er, når havet fungerer som skraldespand. Det er skidt for både miljø, dyreliv, fiskeri og turisme. Plast spiller jo desværre ofte en uheldig hovedrolle, og derfor er vi som industri meget opsatte på at få gang i diskussionen af, hvordan vi kommer svineriet til livs,” siger direktør i Plastindustrien Peter Skov.
Der er ingen lette måder at tackle problemet på, og et affaldstrawl gør det ikke alene, understreger Peter Skov:
”Først og fremmest skal vi være bedre til at forebygge, at affald overhovedet ender i havet. Vores affaldshåndtering og affaldssortering er helt afgørende. Men der er også behov for, at vi får ryddet op og fjernet det affald, der allerede er derude. Her kan dette affaldstrawl være en del af løsningen,” siger direktør i Plastindustrien Peter Skov.
Fiskerne er med på ideen
Affaldstrawlet er udviklet af den franske virksomhed Thomsea og er med succes allerede introduceret i lande som Spanien, Portugal og Belgien. Trawlet kan bruges i udvalgte kystnære hotspots, hvor koncentrationen af affald er særligt stor.
EU’s fiskerikommissær Maria Damanaki har luftet tanken om at gøre brugen af trawlet til en ny mulig indtjeningsvej for fiskerne. Ideen er, at udvalgte fiskere skal bruge trawlet i perioder, hvor de af forskellige grunde ikke kan fiske fisk. Den idé er de danske fiskere meget åbne overfor.
Formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen siger:
”Plastindustriens forsøg med et affaldstrawl er meget spændende, og jeg håber, at det vil kunne bidrage til at holde havene rene, sunde og fri for plastaffald. Jeg er også sikker på, at fiskerne vil kunne bruge trawlet, hvis der er et økonomisk grundlag, der kan sikre en fornuftig indtjening for fiskerne.”
Svend-Erik Andersen tilføjer:
”Havene skal ikke bruges som en skraldespand for affald. Fiskere er afhængige af, at der er et rent og sundt miljø i havene, hvor vi henter de fisk, der sikrer vores indtjening. Derfor bakker vi op om alle initiativer, der bidrager til et sundt og rent havmiljø.”
Källa: oestbirk-avis 16.6.2012