DEBATINDLÆG fra Thomas Thomsen, formand for Bornholms & Christianøs Fiskeriforening. Indlægget er oprindelig bragt i Politiken den 11. december 2015:
Biolog Bo Haakansson fra Danmarks Naturfredningsforening giver den 7. december udtryk for, at det er ”udsigtsløst” bare at skyde løs på sælerne i Østersøen for afhjælpe fiskernes problemer med sæler, der æder deres fangst og ødelægger deres garn.
Jeg er meget enig med Bo Haakansson. Det er også derfor, at fiskere på Bornholm og andre steder i de indre farvande i Danmark lader være.
Det vi peger på som løsning på de voldsomme problemer er, at man fra statens side indleder en egentlig regulering af bestanden af gråsæler. Det er ikke fiskerne – eller andre for den sags skyld – der skal tage ansvar for det. Det skal staten.
Derfor er det også glædeligt, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen nu vil tage kontakt til Sverige for at komme i gang med en reel regulering af sælerne. Det er også på tide – som man kan forvisse sig om ved at læse den seneste rapport fra DTU Aqua – ”Kortlægning af sælskader i dansk fiskeri” – hvor det kystnære fiskeris problemer med sæler bliver synliggjort.
Konklusionen i rapporten er meget enkel: Hvis der ikke meget snart bliver gjort noget mod sælernes hærgen af fiskernes garn og fiskepladser, så dør en stor del af det kystære fiskeri i Danmark. Det gælder på Bornholm, men også andre steder i Danmark.
Det er ikke længere kun i Østersøen, at sælerne udkonkurrerer fiskerne; det sker over alt.
Bo Haakansson og Danmarks Naturfredningsforening fremturer atter med, at man i stedet for regulering skal satse endnu mere på at udvikle såkaldt sælsikre redskaber. De nuværende redskaber er – som han skriver – de rene magneter for sæler.
Jeg kan ikke huske, hvor mange år og hvor mange gange der efterhånden har været gjort forsøg med sælsikre redskaber. Men jeg ved, at vi stadig venter på at skulle se brugbare resultater.
Jeg skal ikke sige, at det ikke kan lade sig gøre at udvikle et redskab, der holder sæler fra fangsten, men jeg begynder at tvivle på det. Og jeg kan med ro i sindet sige, at det nok først sker, når den sidste kystfisker har lagt op. Derfor mener vi, at det ikke er en farbar vej for det kystnære fiskeri.
Hvis sælerne har ikke blot har ædt, men også smittet fiskene med parasitter, hvad skal det så nytte med disse sælsikre redskaber?
Lad mig slå fast: Vi vil ikke have udryddet sælen i Østersøen. Vi vil bare også gerne have lov til at være der, så vi kan leve af vores erhverv. Det kan mange af de kystnære fiskere ikke længere og har ikke kunne i de seneste år.
Det må kunne lade sig gøre, at både vi og sælerne kan være i Østersøen, men det duer altså ikke at vente og vente og vente på, at der – måske – kommer et redskab, der holde sælerne væk. Der er brug for, at der bliver iværksat en regulering af sælerne – og det er staten, der skal tage det ansvar på sig.
Källa: dk.fisk 21.12.2015